NR. 4 og 3

NR. 4 Jens Lekman : Night Falls Over Kartedala

Jeg troede egentlig aldrig jeg ville blive fan af den pisse trendy svensker, men hans stemme og de brede arangementer rammer lige i kuglerne.

Der er både Scott Walker og Morrisey at spore i stemmen, og instrumenteringen svinger fra det svulstige til det sarte og mere nedbarberede.

Personligt syntes jeg det klæder ham at der er mere tju-hej på denne plade end der var på hans tidligere. En dejlig plade!

NR. 3 The National : Boxer

Da jeg lyttede de Boxer første gang, syntes jeg det var temmelig kedeligt. Men et par gennemlytninger senere er jeg vildt med pladen. Den mørke tykke melankoli flyder ud af højtalerne og den mørke vokal, får tårer frem i øjenkrogen på hver en indietosse.

Det er en af de plader jeg har lyttet mest til i år, og stadig lytter til igen og igen.